Info
Om Humble Beats
Humble Beats er en ny og unik musikfestival skabt fra bunden af musikelskere. Festivalen afholdes i Humble på Langeland d. 7. juni kl. 12-01. Festivalen præsenterer alternativ, nyskabende, nytænkende og genrebrydende musik af høj kunstnerisk kvalitet og giver gæsterne en musikalsk oplevelse, der udfordrer og udfolder og udvider deres musikalske horisont.
Musikprofil
Diversitet og mangfoldighed er nøglebegreber for festivalen, både hvad musikalsk udtryk angår såvel som i forhold til køn, seksuel orientering, etnicitet, kultur, handicaps, social baggrund med videre. Det overordnede mål er at præsentere et varieret, inkluderende og anderledes koncertprogram med stor kunstnerisk dybde. Vi booker nationale såvel som internationale artister, og vi bestræber os på at have en kønsfordeling på minimum 50% kvinder og kønsminoriteter i vores line up til festivalen.
Humble Beats har ikke fokus på en bestemt musikalsk genre. Ambitionen er at kuratere en festival med et alsidigt program med bands som publikum ikke nødvendigvis kender i forvejen, men som man opsøger med visheden om, at man vil opleve musik af højeste kunstneriske kvalitet på tværs af genrekonventioner. Man vil i løbet af festivalen blive præsenteret for en lang række forskellige musikalske udtryksformer vekslende mellem det introverte og ekstroverte, det genkendelige og det nyskabende, det etablerede og det oversete, som alle har det til fælles, at de har en tydelig kunstnerisk vision med deres musik og en høj kunstnernisk kvalitet.
Publikum kan med andre ord forvente det uventede. Der er ikke én bestemt genre, der dominerer festivalen, men alle kan komme til Humble Beats med visheden om at komme til at opleve et nøje kurateret udvalg af musik fra hele verden, som både vil appellere til hovedet og til fødderne.
En festival skabt af musikelskere
Festivalen bliver skabt af eleverne i Create-klassen på Musikefterskolen i Humble. Create er en anderledes 10. klasse, hvor kultivering af elevernes skaberkraft er i højsædet. Fra årets start arbejder eleverne i fællesskab på at skabe musikfestivalen Humble Beats helt fra bunden. Eleverne står for alt til design af hjemmeside, visuel identitet, markedsføring, booking af musikere, fondsansøgninger osv. Festivalen er således skabt på et grundlag af ungdommelig nysgerrighed, åbenhed og begejstring såvel som indignation, lyst til forandring og et brændende ønske om at gøre vores for at gøre verden til et bedre sted.
Bæredygtighed, diversitet og ligestilling er vores vigtigste værdimæssige pejlemærker. Vi bestræber os på at skabe en festival, der viser et alternativ til den forbrugs- og vækstorienterede samfundsstruktur samt en festival, hvor mennesker med forskellige etniciteter, kulturer, køn, seksuelle orienteringer, handicap, kropstyper og sociale baggrunde alle føler sig lige velkomne og repræsenterede. Dette afspejler sig også i vores Code of Conduct.
Et prisniveau hvor alle kan være med
For at sikre at så mange som muligt kan være med og få en god oplevelse, har vi skruet på alt hvad vi kan for at kunne tilbyde en særlig favorabel billetpris; Early Bird-billet koster således kun 250 kr. frem til d. 1/12 - hvorefter billetprisen vil stige til 350 kr. Under festivalen vil vi desuden have langt lavere priser på mad og drikke end hvad man normalt kan forvente på en festival. Et (økologisk) måltid koster 50 kr., fadøl koster 35 kr. og sodavand koster 20 kr. Overnatning på festialens campingareal koster 50 kr. Der vil desuden også være salg af kaffe, naturvin samt salgsboder med fx kunst og pladesalg.
Vi håber på at kunne samle unge som gamle, lokale samt tilrejsende til en unik festivaloplevelse, hvor værdsættelsen af musik som kunstnerisk udtryksform er i højsædet.
Skal du med?
KØB BILLET HER
Mad og drikkevarer
Alt mad på festivalen vil være vegetarisk, økologisk og lokalt produceret. Vi bestræber os på at være så selvforsynende som muligt. Grøntsager vil således primært komme fra vores egen køkkenhave og drivhus, ligesom vi vil producere vores egne østershatte, krydderurter m.m. Vi bestræber os på at holde prisniveauet på mad så lavt som muligt og et måltid vil derfor koste ca. 50 kr.
Vi vil sælge øl, sodavand, kaffe og naturvin på festivalen. Vi arbejder på at brygge vores helt egen Humble Beats-øl i samarbejde med et lokalt bryggeri.
Øvrige boder
Der vil være et område på festivalen med salgsboder af forskellig karakter. Moby Disc vil have en bod med pladesalg, og lokale kunstnere vil ligeledes have boder. Der vil også være salg af festival-merchandise ligesom musikernes vil have et område, hvor de sælger deres merchandise.
Hvis du er interesseret i at have en salgsbod på festivalen, vil vi gerne høre fra dig. Skriv til os her.
Overnatning
Efter festivalen vil det være muligt at overnatte i eget telt på festivalens tilhørende campingareal blot 200 meter fra festivalpladsen. Der vil være toiletvogne ved campingarealet. En campingbillet koster 50 kr. (inkluderet i All Inclusive-billetten).
Køb festivalbillet + campingbillet
Find vej til Humble Beats Festival
Musikefterskolen i Humble
Hovedgaden 21
5932 Humble